Gravid

Gratis influenzavaccination. Starter igen d.01.10.2018

NB! Sundhedsstyrelsen anbefaler influenzavaccination til alle gravide i den sidste del af graviditeten (2. og 3. trimester) fra 1. oktober.

Graviditetsundersøgelse.

Der er i klinikken følgende procedure for graviditetsundersøgelserne.
Første gang du skal komme er fra graviditetsuge 8+6 dg til 11+0 dg. Der vil ved dette besøg blive taget blodprøver og de første oplysninger vil blive ført i svangrejournalen. Blodprøven vil blive taget af en sygeplejerske eller klinikassistent.
Denne konsultation benævner vi “Før 1. graviditetsundersøgelse”
Max en uge efter vil du få en ny tid til svar på blodprøverne  og “1. graviditetsundersøgelse” hos en læge. (Der skal gives/bestilles tid til begge ovenstående undersøgelser samtidig). Ved denne lægeundersøgelse gøres “papirarbejdet” færdigt, og det sendes til gynækologisk afdeling og fungerer samtidig som henvisning til afdelingen. 2 af siderne fungerer som “vandrejournal”, og den gravide skal medbringe disse 2 sider til alle graviditetskontroller.
Når Gynækologisk Afdeling har modtaget papirerne, indkalder de til en tidlig (første) scanning (før uge 14) og siden anden scanning (ca. uge 20)
Der er desuden lægeundersøgelse hos os i uge 25 (ca.) og uge 32 (ca.). Herudover er der en “Efterfødsels-undersøgelse” ca. 8 uger efter fødslen.
(Dit barn skal til 1. lægeundersøgelse, når det er 5 uger gammelt)
Hvis din blodtyper er Rhesus-negativ skal der tages en extra blodprøve i uge 25.
Der medbringes urinprøve / foretages tjek af urinen ved alle 3 graviditetsundersøgelser.
Urinprøven kan laves på toilettet i klinikken, bed om en plastickop, når du kommer.
Urinprøven testes for sukker, æggehvidestof og betændelse.

Graviditet: Spis folsyre, jern, D-vitamin og eventuelt kalk som kosttilskud ifølge sundhedsstyrelsen

 15. marts 2010,          Opdateret 27. juni 2014

Kosttilskud i graviditeten

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide tager tilskud af folsyre, D-vitamin og jern og desuden anbefales gravide at få tilstrækkeligt med kalk, enten gennem kosten eller som tilskud.

Folsyre

Folsyre er et vitamin, der findes i kosten, men det er nødvendigt at tage et tilskud for at få tilstrækkeligt i forbindelse med graviditet, til at forebygge at de føder børn med visse typer af misdannelser af hjerne og rygmarv (neuralrørsdefekter). Alle gravide anbefales: Et dagligt tilskud på 400 mikrogram folsyre i form af en folsyretablet eller en multivitamintablet, fra graviditeten planlægges til og med 3 måneder henne i graviditeten.

Kvinder der har født et barn med neuralrørsdefekt, kvinder der selv har neuralrørsdefekt eller kvinder hvis partner har neuralrørsdefekt, anbefales tilskud af 5 mg folsyre dagligt fra graviditet planlægges til og med 2 måneder henne. Dette skal ordineres af en læge.

Jern

Danske undersøgelser har vist, at ca. en femtedel af gravide udvikler jernmangelanæmi sidst i graviditeten, hvis de ikke tager jerntilskud. Det skyldes dels, at kvinder almindeligvis har ret små jerndepoter, når de bliver gravide, dels at de ikke får tilstrækkelige mængder jern i kosten til at dække det øgede behov under graviditet. Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor jerntilskud til alle under graviditeten.Alle gravide anbefales: Et dagligt jerntilskud på 40 – 50 mg ferrojern fra 10. graviditetsuge og resten af graviditeten. Såfremt den gravide lider meget af kvalme, kan man evt. vente med at starte jerntilskud til senest graviditetsuge 18. Jerntilskuddet tages separat og mellem måltiderne, hvor absorptionen er bedst. Mere information om jerntilskud til gravide findes i notatet her på siden.

D-vitamin

Mange har et lavt D-vitamin niveau især i vinterperioden. D-vitamin fremmer optagelsen af calcium og knogleopbygningen. Det er vigtigt for både mor og barn at supplere med D-vitamin tilskud i graviditeten.Alle gravide anbefales: Et dagligt D-vitamintilskud på 10 mikrogram gennem hele graviditeten.

Kalk

Kalk er vigtigt for den gravides og det ufødte barns knogler. Kalk fås nemmest gennem mælk og mælkeprodukter. Hvis ikke den gravide indtager mælkeprodukter, så anbefales et tilskud af kalk.Alle gravide anbefales: ½ liter mælkeprodukt om dagen eller et dagligt tilskud kalk på 500 mg gennem hele graviditeten.